Hella Joof i Malawi:
“Før havde de ingenting. Nu har de ingenting – og en skole. Og der er en hel verden til forskel.”
Tre firehjulstrækkere er kørt igennem kilometervis af sukkerrørsmarker, på bulede, røde sandveje. Pludselig stopper de foran en flok bygninger midt ude i bushen. Det røde sand blæser op i den tunge varme. Hella Joof stiger ud af bilen. Som på tælling vrimler det ud af bygningerne med børn, og de løber råbende og smilende hen mod hende og vil vise hende deres skole.
Skolen åbnede i januar, og den er opført af Kasinthula Sukkerrørskooperativ i den sydlige del af Malawi for de penge, som kooperativet har optjent i Fairtrade bonus.
“Da jeg kom ind i klasselokalet, væltede tårerne op i øjnene. Der sad 50 musestille, artige børn på gulvet i deres lasede tøj, og når læreren pegede på ’a’ på tavlen, råbte de alle sammen ’a’. De sad med deres krøllede lapper papir og skrev ned, og deres øjne strålede bare af, at de havde lyst til at lære. Det ramte mig hårdt, for det beviser jo, at alle mennesker gerne vil lære og udvikle sig, så de kan skabe sig en bedre fremtid. Og herhjemme har vi alle muligheder – men så gider vi ikke stå op og gå i skole eller på arbejde. Jeg bliver helt flov over, hvor forkælede vi er,” fortæller Hella Joof, der er ambassadør for Fairtrade Mærket.
Held og hårde liv
Hella Joof har tidligere rejst i sin fars hjemland, Gambia, og besøgt Mozambique i forbindelse med sin værtsrolle for Danmarks Indsamling. Hun vidste ikke meget om Malawi, da hun stod ud af flyet:
“Jeg har set tv-serien ’Sommer’, hvor den ene bror var læge i Malawi – og jeg syntes, at navnet var meget smukt. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det ville være et smukt pigenavn, for det har en blød og eventyrlig klang. Men jeg vidste også, at det er et land med meget fattige folk. Og nogle af de steder, jeg har besøgt hernede, er virkelig underlagt grotesk fattigdom – men det er ikke den historie, det er vigtig at komme hjem med. Den kender alle til bevidstløshed. Og jeg kunne jo se, hvad de har brugt deres Fairtrade Bonus på, og det er det, historien handler om. Før havde de ingenting. Nu har de ingenting – og en skole. Og der er en hel verden til forskel.”
Jeg vil fikse det hele
Det er præcis derfor, Hella Joof er blevet ambassadør for Fairtrade Mærket. For hende er det vigtigt, at vi ikke bare ’kaster’ penge efter problemerne, men at vi arbejder langsigtet på, at folkene i Kasinthula, i Malawi og i resten af verdens udviklingslande kan skabe et bedre liv.
“Men alligevel får jeg lyst til at ordne alting: vaske børnene, give dem mad, rydde op, skrue pærer i, smøre knirkende døre og ringe til min bankrådgiver og lave et overtræk, så jeg kan fikse det hele. Og jeg bliver så træt af det træk ved mig selv. Det er mit dumme ‘ordne-gen’, og man kan ikke ordne andre menneskers liv. Det er de selv nødt til, selv om det virker helt ørkesløst. Det er også derfor, konventionel bistand ikke hjælper på samme måde som Fairtrade. Fairtrade-systemet giver mening, fordi det skaber langvarig forandring. Vi skal ikke bare komme anstigende med vores vestlige utålmodighed og løse problemerne. Vi skal hjælpe med at skabe rammerne, så folk selv kan træffe beslutningerne,” forklarer hun.
Ikke endnu et velgørenhedsprojekt
Det giver endnu mere mening for Hella Joof at være Fairtrade ambassadør her nu, hvor hun har set effekten af ordningen:
“Hvis jeg havde frygtet noget i forhold til Fairtrade, var det, at jeg ville gå rundt hernede og tænke ‘hvad laver vi her?’, og at det ville være endnu et samvittighedsprojekt, som jo tit mest handler om at føle sig som et bedre menneske. Men det er det netop ikke. Det handler om ‘empowerment’, fordi farmerne selv bestemmer, hvad bonussen skal gå til. Det kan godt være, at jeg troede, det vigtigste var at bygge en sundhedsklinik, men nej, det er selvfølgelig en skole. Eller at bruge penge på at forbedre produktionen, så de får et større og bedre udbytte af høsten. Det er jo langsigtet markedstankegang, der gør en reel forskel for de små samfund her.”
Der er dog også noget, hun gerne så forandret i den måde, farmerne kan bruge deres Fairtrade Bonus på: “Empowerment vil jo også være, at der i Fairtrade-systemet bliver åbnet op for, at farmerne kan bruge nogle af bonuspengene på deres egen familie. Det kan være skoleuniformer til børnene eller en mobiltelefon, som de kan ordne bankforretninger på. Det med at have penge, der er ens egne, er jo virkelig noget, der er vigtigt for os her i Vesten. Og vi er altså nødt til at have respekt for, at det behov har man overalt, uanset indkomst.”
Vi kan lære af hinanden
De fem dage i Malawi har givet Hella et klart billede af, hvad vi kan lære af befolkningen i landet – og hvad de kan lære af os:
“Det smukke ved Afrika er jo, at hvis én har mad, er der ingen af personens nærmeste, der sulter. Nabobørnene får også. Det kunne vi virkelig lære noget af. Det, de kan lære af os – omg det lyder jo selvfølgelig ikke lige så sympatisk – er at lade være med at dele alt, men at akkumulere værdier. For den dele-mentalitet medfører også, at de ikke kommer så meget videre. Men hvis de nu fik mulighed for at samle kapital, kunne de købe mere land og ansætte mennesker. Det skaber værdi – det er det, der har skabt det, vi har i Danmark og vores del af verden,” forklarer hun.
Hella Joof glæder sig til at komme hjem og sprede ordet om de projekter, hun har set virke for bønderne, deres familier og lokalsamfundene.
“Nu skal jeg hjem og være en røvirriterende missionær i min omgangskreds og som ambassadør. Jeg skal tale om Fairtrade hele tiden. Jeg vil gerne holde foredrag om mine oplevelser her i Malawi – hvis nogen gider høre på det. Og jeg vil holde møder med detailhandlen, for der skal langt flere Fairtrade-mærkede varer på hylderne. Og så vil jeg prøve at være med til at gøre Fairtrade supertrendy. Jeg må lokke nogle af mine trendy venner til at købe Fairtrade! For egentlig er jeg ligeglad med, hvorfor folk køber Fairtrade – bare de gør det. Så derfor vil jeg stille mig op i Irma og råbe ‘Næh! Sikke en dejlig te og sikke nogle flotte bananer’, mens jeg putter Fairtrade-mærkede varer i kurven.”